Kristian Leth: En misforstået moralisme med dybe kulturelle rødder forhindrer os i at løse klimaudfordringen

18.10.2021


I takt med at videnskaben bevæger sig videre, sidder vi fast i en gammel klimadebat: Fx mener vi, at økologi og vindenergi godt, mens genmodificeret landbrug og atomenergi er ondt. Men når vi forstår, at vi tænker sådan, og at det overhovedet ikke er logisk, men et ekko af en kulturel strømning dybt i vores væsen, bliver det nemmere at tale mere åbent om løsninger, også dem der føles forkerte. Alt bør nemlig være på bordet for at møde klimaudfordringen.



Af Kristian Leth, digter, musiker og forfatter

KLIMADEBATTEN udvikler sig. Da Joe Biden tidligere på året i sin klimaplan valgte at inkludere eksisterende atomkraft, var aktivistgruppen Greenpeace ude og kritisere ham for valget, mens mange klima- og energieksperter revsede ham for, at han ikke ville bygge mere. Hvordan hænger det sammen?

I årtierne før stod kampen i medierne om, hvorvidt klimaforandringerne overhovedet var virkelige. Men såkaldte skeptikere har i det store og hele tabt den kamp nu, hvor verdenssamfundet har accepteret behovet for tiltag, der skal forsøge at afværge katastrofale følger af klodens opvarmning.

Diskussionerne mellem forskere, meningsdannere og aktivister har nu i stedet flyttet sig til at omhandle, hvilke midler der skal tages i brug og i hvilken grad.

Jeg har fulgt emnet tæt i en række år, både i løbende dialog med klimaforskere, som forfatter og som en del af debatten med danske aktivister og interesserede. Jeg har lagt mærke til, at mens vi rask væk deler artikler og opsange om at ændre vores forbrugsvaner, flyve mindre og spise mindre kød, så bliver teknologiske løsninger ofte mødt med skepsis og mistro. Mens vi gerne gentager krav om total omstilling lige nu (hvad end det medfører), så holder vi samtidig fat i en klassisk miljøpolitisk modstand mod fx atomkraft og GMO-planter.

I vores forståelse af os selv som miljøbevidste, er der nogle ting, vi ved eller kan fornemme, er gode og dårlige, nærmest en moralsk opdeling, selv om det ikke rigtigt har nogen opbakning i virkeligheden. Og i takt med at videnskaben (som jo bekendt ikke er moralsk) bevæger sig videre, sidder vi fast. Det er som et mønster, vi ikke selv kan se. Og det påvirker, hvordan vi taler om og forsøger at løse klimaudfordringen.

 

I en debat hvor vi ofte bebrejder politikere, firmaer og hinanden for ikke at gøre nok og ikke gøre det hurtigt nok, er det et forunderligt spørgsmål, hvorfor vi er så hurtige til at dømme en række værktøjer ude
_______

 

Det gode og onde
Eksempler på moralske opdelinger kan være: Økologi er godt, genmodificeret landbrug er ondt. Vind- og solenergi er godt, atomkraft er ondt. Mindre forbrug er godt, teknologisk innovation er mistænkeligt. Mere overordnet er budskabet om, at vi i vesten skal tilbage til en simplere (mere autentisk?) tid god, mens ideen om, at udviklingslande skal moderniseres og bringes op på et højere materielt niveau, er decideret farlig.

Problemet er, at denne opdeling ikke er videnskabelig på nogen konkret måde. FN’s klimaråd anbefaler både atomkraft, GMO og masser af innovation, på linje med grøn energi, bæredygtigt landbrug og så videre. Og i en debat hvor vi ofte bebrejder politikere, firmaer og hinanden for ikke at gøre nok og ikke gøre det hurtigt nok, er det et forunderligt spørgsmål, hvorfor vi er så hurtige til at dømme en række værktøjer ude.

Hvis vi virkelig mener at klima er den største udfordring vores tid står over for, virker det komplet inkongruent ikke at ville bruge halvdelen af anbefalingerne, fordi de virker “forkerte”.

Fælles for den gode side er en specifik og arbitrær forståelse af naturlighed, som noget godt og rent. Upåagtet at den naturlighed vi ofte savner og vil tilbage til ligger kort tid tilbage og var lige så unaturlig i sin samtid. Næsten ingen af de grøntsager og frugter og dyr, vi spiste for 100 år siden, så sådan ud ved naturens kraft, men var “forældlede” gennem generationer.

Fælles for den onde side er et billede af mennesket som naturens ødelæggere. Upåagtet at både økologi, grøn energi og så videre også er menneskelige opfindelser, så ser vi de nye fremskridt som specielt fremmedgjorte og kunstige. Ja, tomater er måske noget vi mennesker har opfundet, men de brogede heirloom-tomater virker alligevel mere oprindelige. Og derfor mere ægte. Det er ikke logik, det er nostalgi.

Atomkraft
Desværre har det blinde punkt også aftryk på meget større plan.

Det mest afsindige eksempel lige nu er en bølge af lukninger af atomkraftværker i hele verden, der er ved at sætte vestens faldende CO2-aftryk over styr. I Tyskland tyr man til kulkraft som erstatning for CO2-neutral atomkraft, i Californien har guvernøren beordret diesel-generatorer som backup.

Samtidig har udvikling af ny (mere sikker, mere effektiv, totalt CO2-neutral) atomkraft mødt massiv modstand. Det mest mærkværdige argument er, at den skulle være for dyr at udvikle. Det klinger hult efter massiv udvikling i grøn energi i årtier (lang tid før det blev rentabelt, hvilket det er nu), fordi klimaet er for vigtigt til at gøre op i penge.

Der er en ret udbredt konsensus, at atomkraft bliver nødt til at være en del af fremtidens energiproduktion sammen med vind, sol og vand. Og målrettet og genmodificeret landbrug kan blive en måde at lave mere bæredygtigt landbrug på. Og ideen om at vi enten stopper med at spise oksekød, eller udvikler kød der ikke forurener, har hverken logisk bund eller sammenhæng. Ingen af disse værktøjer bør dømmes ude på forhånd.

Derudover er det klart at en udvikling af fattige landes infrastruktur ikke er noget, vi kan forhandle om eller skutte med. Samtidig med at de rige lande skal bruge mindre energi, bliver vi nødt til at udvikle nye, bedre løsninger på det forbrug, som borgerne i de lander fortjener lige så meget som os. Alt andet er formynderisk post-imperialisme.

 

Der er et sammenfald mellem den måde, vi tænker over klimaet på og vores kulturs historiske forhold til undergang, skyld og tid
_______

 

En forhindring for at kunne løfte de lande med op er den grimme blanding af postkolonial romantik og etnocentrisme, der dukker op i miljøbevægelsen som et ønske om, at de fremmede lande ikke skal blive som os: Sjælløse og unaturlige og syndige. Vi ser det i vestlige landes løfter om ikke at ville støtte infrastruktur i tredje verdenslande, hvis det involverer den samme slags teknologi, vi selv benytter os af. Men netop den infrastruktur er det, der kan begrænse destruktive effekter af klimaforandringer blandt de allermest udsatte, samt gøre dem i stand til at opnå den selvbestemmelse og det overskud, vi selv havde brug for, før at vi kunne begynde at handle proaktivt overfor klimaudfordringen. Det er en hyklerisk og kolonialistisk tankegang.

Apokalypse-porno
Roden til de ulogiske mønstre ligger som sagt dybt i vores kollektive underbevidsthed. Der er et sammenfald mellem den måde, vi tænker over klimaet på og vores kulturs historiske forhold til undergang, skyld og tid. Den amerikanske sociolog Michael Barkun kalder en del af miljøaktivismens retorik for “sekulær apokalyptisk” og påpeger, at det vi udøvede i næsten 2000 år i kristendommen, gentager vi nu med andre fortegn.

Her taler jeg ikke om klimavidenskab, men specifikt om den måde vi formulerer miljøkampen og klimaudfordringen. Når Extinction Rebellion taler om milliarder døde og New York Times viser billeder af ørkener sammen med overskrifter, der giver indtryk af en stram deadline for udslettelse, så er de ikke igang med at gengive data, så meget som de er i gang med at forstå (og vi med dem) den konkrete klimaudfordring, som en der handler om menneskehedens straf og undergang.

Barkun kalder det apocalypse porn, vores loopede klip af oversvømmelser og tørke, sult og skovbrande, hvordan vi efterlever fortidens dommedagsfortællinger med tegn og varsler samt en kobling til mennesket som synder. Og det er måske den mest afgørende rammefortælling, den som mange af os opererer efter uden endda at vide det (eller at tro på det): at mennesket har syndet mod planeten (Guds værk) og nu bliver straffet. At denne dekadente tid snart rinder ud, for at give plads til en ny æra.

Det mærkelige er, at det lyder rigtigt. Der er noget i os, der forstår, at det er sandt. Det kan jo ikke blive ved sådan her.

Når vi forstår, at vi tænker sådan, og at det overhovedet ikke er logisk, men et ekko af en kulturel strømning dybt i vores væsen, bliver det ulogiske mønster nemmere at se. Og så kan vi tale mere åbent om løsninger, også dem der føles forkerte. Alt er på bordet for at møde klimaudfordringen. ■

 

[D]et er måske den mest afgørende rammefortælling, den som mange af os opererer efter uden endda at vide det (eller at tro på det): at mennesket har syndet mod planeten (Guds værk) og nu bliver straffet
_______

 

Kristian Leth (f. 1980) er digter, musiker og forfatter. I 2018 skrev han bestselleren “Håb”. ILLUSTRATION: D. 9. august 2019: Kontrolleret sprængning af kølingstårnet ved Muelheim-Kaerlich atomkraftværk nær Koblenz, Tyskland. Kraftværket blev lukket ned 9. september, 1988 [Foto: Thomas Frey/AFP/Ritzau Scanpix]