22.12.22 DIB Nyheder

Debat: Tak for opfordringen Carlsberg - vi er i fuld gang

Anna Thomasson, uddannelsesdekan på CBS, hilser i debatindlæg Carlsbergs opfordring til at uddanne flere specialister velkommen. CBS fokuserer netop på at dimittender får både business faglighed og kompetencer målrettet virksomheders omstillinger.

Jeg har med interesse læst artiklen ”Carlsberg efterspørger uddannelse af finans- og bæredygtighedsspecialister” i DI Business. Global direktør for Sustainability og ESG, Simon Boas Hoffmeyer, efterlyser flere specialister, der kan kombinere ”finansiel ekspertise med viden om bæredygtighed”. Han opfordrer til at oprette ”hybriduddannelser eller fag, der kombinerer økonomisk viden med ESG”.

Det er interessant, fordi det stemmer godt med, hvad vi hører på CBS, når vi taler med de virksomheder, der ansætter vores dimittender, og fordi det taler direkte ind i hjertet af vores strategi om at transformere samfundet gennem business. Det er det, vi uddanner de studerende til: at bidrage til en bæredygtig udvikling.

Som Danmarks største udbyder af forskningsbaserede erhvervsøkonomiske uddannelser har vi et ansvar for løbende at udvikle vores uddannelser til virksomhedernes og samfundets behov. Det er ikke bare noget, vi siger. Det er også noget, vi gør.

Det sker i forhold til konkrete fagligheder og pensum – som eksempelvis fag om ESG-rapportering. Men nok så vigtigt sker det også i den måde, vi grundlæggende betragter vores uddannelser på, og det afspejles i de kompetencer, vi ønsker, at vores studerende besidder for at løse de mange dilemmaer ude i virksomhederne.

Dualitet central

Vi er meget enige i den dualitet, som Carlsberg efterspørger. Selvfølgelig skal vores dimittender have en dyb faglighed inden for deres fagområde og bidrage til økonomisk værdiskabelse i de virksomheder, de bliver ansat i. Men de skal kunne mere end det.

De skal også have et sæt af transformative kompetencer, som vi har valgt at kalde ”Nordic Nine”. Kort fortalt er det ni kompetencer, der bygger på vores nordiske rødder, og som inspirerer CBS studerende til at bidrage til at løse samfundets udfordringer med omtanke for sig selv, deres omgivelser og vores planet. For eksempel skal de kunne forstå etiske dilemmaer og kende værdier for lederskab til at håndtere dem.

De ni kompetencer rækker ud over faglig viden og kvalifikationer og kan ses som en ekstra dimension i undervisningen. Vi har udviklet Nordic Nine i tæt dialog med vores omgivelser. Over 3.000 personer fra erhvervslivet og universitetsverdenen har deltaget i omfattende undersøgelser og workshops og skabt Nordic Nine i tæt samarbejde med CBS.

Vi er i fuld gang med at implementere Nordic Nine i alle uddannelser på CBS på en måde, der giver mening i forhold til den enkelte uddannelses grundfaglighed. Desuden optager vi i 2023 de første studerende på en ny uddannelse, hvor Nordic Nine kompetencerne er tænkt ind fra starten: cand.merc. i General Management and Analytics.

Uddannelsen har ikke bæredygtighed og ESG i særskilte fagtitler, for ansvarlighed og bæredygtighed er noget, der indlejres i fagene og uddannelsen generelt. Som analytikere vil dimittenderne fra den nye cand.merc. være i stand til at skabe indsigt og værdi ved at anvende data og modeller til at adressere kompleksitet.

De vil have et skarpt blik for, at data ikke er neutrale, og det er målet, at de besidder en nysgerrighed efter at forstå og arbejde med både datas tvetydighed og potentielle værdi for virksomheden. Dette er stærkt relevant i forhold til ESG-regulering, der stiller store krav til virksomhedernes indsamling og rapportering af data. Samtidig giver reguleringen adgang til en mængde data, der kan bidrage til indsigt i og skabelse af bæredygtig værdi i virksomhederne.

Har også mange minors

Derudover har CBS allerede mange tilbud til de studerende inden for ESG og bæredygtighed, bl.a. i form af ”minors”. En minor er en fagpakke af flere sammenhængende valgfag, som giver et tillæg til eksamensbeviset.

CBS udbyder minors i:

  • Metrics, Reporting and Sustainable Investments (ESG)
  • Sustainable Business
  • Circular Economy
  • Transformative and Sustainable Economics.

Derudover har CBS to brancherettede minors med fokus på grøn omstilling inden for ”Maritime Business” og ”Energy Economics and Policy”.

Klar til mere dialog

Vi er på CBS glade for opmuntringen fra Carlsberg til at uddanne flere specialister, der kan kombinere erhvervsøkonomi med bæredygtighed. Ligesom vi er glade for dialogen med andre både store og små virksomheder.

Vi stiller meget gerne op til yderligere dialog om vores uddannelser og forskning. For det er vores intention og eksistensberettigelse, at vi gennem vores dimittender, vores forskning og vores efteruddannelse bidrager til en positiv udvikling i samfundet omkring os.

Marie Gad

Marie Gad

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3789
  • Mobil +45 2949 4447
  • E-mail msh@di.dk

Relateret indhold