Opdatering om indendørs foreningsidræt fra DIF og DGI

DGI og DIF har fra Kulturministeriet fået en præcisering vedr. indendørs foreningsaktiviteter, herunder idræt frem til 5. januar. Selvorganiseret tennis- og padelspil er ikke sigtet for anbefalingerne om at holde sig fra indendørs foreningsaktiviteter.

En præcisering fra Kulturministeriet slår fast at opfordringen til ikke at deltage i indendørs idrætsaktiviteter ikke er sigtet mod selvorganiseret single- og doublespil i tennis og padel. Der er altså ikke tale om en nedlukning af faciliteterne.

Som forening skal man dog være opmærksom på, at man skal overholde eventuelle lokale og kommunale regler angående lukning af haller og andet.

Herunder kommer seneste melding fra DIF og DGI, som Dansk Tennis Forbund og DGI Tennis og Padel bakker op om. Den kan også ses her.

Opdatering fra DIF og DGI

Opfordringen er fortsat ikke at deltage i indendørs foreningsaktiviteter – herunder idrætsaktiviteter. Det er ifølge Kulturministeriet en opfordring, som kommer direkte fra Epidemikommissionen.

Kulturministeriet har løbende ændret i sine formuleringer om anbefalingen, hvilket har gjort det meget vanskeligt for at kommunikere klart til klubber og foreninger. Især fordi opfordringen trådte i kraft, inden der blev indkaldt til og afviklet sektorparterskabsmøde. Igennem weekenden og i begyndelsen af denne uge har DIF og DGI været i løbende kontakt med ministeriet, hvor vi er kommet med input fra forbund og foreninger.

På baggrund af dette samt gårsdagens sektorpartnerskabsmøde, hvor DIF og DGI deltog, har Kulturministeriet netop udgivet en ny Q & A.

Opfordringen har sigte på indendørs træninger, stævner, camps, turneringer, kampe mv

I den nye Q & A uddyber Kulturministeriet, at opfordringen tager sigte på indendørs træninger, stævner, camps, turneringer, kampe mv, men at den ikke tager sigte på individuelle eller selvorganiserede aktiviteter. Det vil sige, at opfordringen ikke omfatter eksempelvis badminton, tennis, padel etc, hvis man samtidig tager hensyn til anbefalingerne om at bremse smittespredning. Der er tale om en opfordring fra Epidemikommissionen og ikke et påbud.

Hvis foreninger gennemfører indendørs aktiviteter i juleferien, så anbefaler DIF og DGI under alle omstændigheder at gøre det på en måde, så aktiviteten bliver afviklet under hensyntagen til myndighedernes overordnede intention: At danskerne begrænser deres sociale kontakter i juleferien.

Kompensation

Bemærk, at foreninger vil kunne søge om kompensation for mistede indtægter på grund af aflysteaktiviteter i juleferien, da folketingets partier har afsat 20 millioner kroner til dette formål. Læs mere her: https://www.dif.dk/nyheder/2021/12/kompensation-til-idraetten

Bliv klogere på anbefalingen fra Epidemikommissionen og kulturministeriet

Anbefalingen fra Epidemikommissionen og kulturministeriets uddybning samt yderligere information om restriktionerne i forhold til tilskuere og brug af mundbind i idrætsfaciliteter kan findes på ministeriets hjemmeside her: https://kum.dk/aktuelt/covid-19/kulturlivet-under-covid-19

Nedenfor er teksten fra Kulturministeriet indsat ordret, og på ministeriets hjemmeside kan man i dets Q & A læse nærmere om de restriktioner i forhold til tilskuerforbud og brug af mundbind i idrætsfaciliteter, der blev ind indført fra søndag den 19. december.

Ordlyden af Kulturministeriets uddybning af Epidemikommissionens anbefaling lyder:

Der gælder en opfordring om ikke at deltage i indendørs aktiviteter i foreningslivet, herunder idrætsaktiviteter mv., i juleferien. Opfordringen gælder indtil 5. januar 2022, hvor grundskolerne genåbner.

Opfordringen gælder også idræt i foreningsregi, herunder træninger, stævner, camps, turneringer, kampe mv. Opfordringen gælder dog ikke individuelle eller selvorganiserede idrætsaktiviteter, herunder løbeture, familieture i svømmehallen eller få personer, der spiller badminton sammen i en idrætshal, hvis dette kan gøres under hensyntagen til sundhedsmyndighedernes øvrige anbefalinger om at bremse smittespredningen. Opfordringen skal ses i sammenhæng med, at sundhedsmyndighederne anbefaler, at man begrænser sine sociale kontakter i juleferien til familie og nærmeste bekendte samt, at man så vidt muligt undgår steder, hvor der er mange mennesker samlet.

Husk mundbindet

Der er krav om mundbind i tennis- og padelhaller. Alle fra 12 år og opefter skal have tildækket mund og næse ved brug af mundbind eller visir, når man befinder sig i i en idrætshal. Kravet gælder ikke under udøvelsen af sin sport. Kravet om mundbind gælder foreløbigt frem til 17. januar.

Overblik

Husk, at tennis.dk/corona er stedet, hvor vi løbende samler op på anbefalinger og restriktioner for tennis og padel i Danmark. Det er også værd at holde øje med www.dif.dk/corona-alt-om-corona