Polte kan rekrutteres enten ved indkøb eller fra eget opdræt. Der er en række fordele og ulemper ved både indkøb af avlsdyr og egne avlsprogrammer. Ved indkøb er poltene typisk mellem tre og fem måneder gamle. Ved eget opdræt flyttes poltene fra smågriseafdeling til polteafdeling ved en alder på cirka tre måneder. Ved rekruttering af polte til PRRS-positive besætninger gælder særlige anbefalinger (se afsnittet ”Rekruttering af polte til besætninger positive for PRRS”).

Indkøb

Som køber af avlsdyr skal man på forhånd sikre sig, at produktionsforholdene i sælgers besætning svarer godt til forholdene i egen besætning. Så tilpasser dyrene sig lettest de nye staldforhold og staldmiljø. Man undgår at indføre smittebærende dyr i sin besætning ved at købe dyr fra besætninger, der enten har en højere eller en mindst lige så høj sundhedsstatus, som man har i sin egen besætning. Bed derfor om at få en sundhedserklæring. Når en passende leverandørbesætning er valgt, bør man kun købe dyr fra denne ene besætning, så længe sundhedstilstanden i besætningen forbliver uændret. Husk at aftale, hvilke vaccinationer sælgeren skal sørge for inden dyrene leveres (se afsnittet ”Immunitet og vaccination”).

Ved at indgå en fast aftale om levering af polte sikrer man sig dels en jævn tilførsel af nye dyr, dels en fortsat fornyelse af avlsmaterialet i ens besætning. Under alle omstændigheder skal en bestilling afgives mindst 6-8 uger i forvejen, så sælgeren kan nå at få dyrene vaccineret korrekt. Det er vigtigt, at køber tydeligt meddeler sælger sine betingelser, og at køber og sælger kan tale og samarbejde så godt med hinanden, at der forud for hver levering af avlsdyr foreligger en klar og utvetydig aftale. Det er nødvendigt at udarbejde en strategi for køb af nye dyr, så der gennem indkøb hver tredje eller fjerde måned opretholdes et passende antal polte i ens besætning. Køb fortrinsvis dyr der er mellem tre og fem måneder gamle, da de klarer en flytning bedre end ældre dyr. Desuden er udvalget af gode dyr større blandt de unge, hvilket også gør det muligt at købe dyrene i hold, der er vant til at gå sammen. Sørg dog stadig for en vis spredning aldersmæssigt, så der indsættes nye dyr så få gange som muligt igennem året.

Indkøbte Landrace- og Yorkshire-polte til produktion af hundyr bør have et avlsindeks på mindst 115. Hvis avlsdyrene købes som nyfødte eller fra kejsersnit, bør indekset være mindst 118. Indkøbte renracede polte, som skal bruges til ornemødre, bør have et avlsindeks på mindst 118. Hvis kommende ornemødre købes som nyfødte eller fra kejsersnit, bør indekset være mindst 121.

Fordele ved indkøb af polte:

• nem styring af besætning og avlsdyrtillæg
• alle LY/YL-søer har fuld krydsningsfrodighed
• intet pladskrav til avlsdyr under en alder på fem måneder
• intet ekstra system til registrering af avlsdyr
• det avlsmæssige grundlag på LY/YL-hundyr er altid i orden

Ulemper ved indkøb af polte:

• karantæneafdeling til nykøbte avlsdyr i mindst seks uger
• sundhedsmæssig risiko for indslæbning af smitte.

Egen opdræt af polte

Overordnet bør der stilles de samme krav til egen produktion af polte som kræves ved indkøb af polte. Egen produktion af polte kræver, at man bruger tid og ressourcer på styring af sit avlsarbejde. En mulighed for dette er det såkaldte kernestyringsprogram (KerneStyring®). Ved brug af dette program opnås kendskab til avlsværdien på enkeltdyrsniveau og dermed kan søer med de højeste indeks udvælges til avl. Flere information omkring KerneStyring® kan hentes på Info Svin.

Rekruttering af polte til besætninger positive for PRRS

Som grundregel bør sero-positive besætninger indkøbe avlsdyr fra sero-positive besætninger, indtil man har opnået et stabilt sohold, set udelukkende fra et PRRS synspunkt.

Ved indkøb fra PRRS positive avls- og opformeringsbesætninger er det vigtigt at sikre sig, at poltene er antistofpositive, men ikke længere udskiller virus. Derfor bør poltene være ældre end fem måneder ved ankomst. Anbring altid poltene i en alt-ind alt-ud karantæne i minimum otte uger før indsættelse i soholdet. Ved at undersøge blodprøver fra poltene i IPT testen eventuelt kombineret med ELISA testen kort før indsættelsen, kan det vurderes, om poltene er antistofpositive, men ikke udskiller virus (lave/negative titre i IPT testen og positive titre i ELISA testen).

Ved indkøb fra PRRS negative avls- og opformeringsbesætninger bør poltene være mellem tre og fire måneder. Poltene skal her immuniseres ”naturligt” inden indsættelse i soholdet. Dette kan gøres ved enten:

• at poltene indsættes i en alt-ind alt-ud karantæne minimum fire uger sammen med virusudskillende dyr og derudover yderligere otte uger, altså en karantæne perioden på i alt tolv uger. Metoden kan være svær at praktisere
• at poltene indsættes i et staldafsnit med aktiv smittegang, en såkaldt immuniseringsafdeling, og herefter sættes de i en alt-ind alt-ud karantæne i minimum otte uger. Metoden er også svær at praktisere især i henhold til andre sygdomme.

I begge tilfælde kan en blodprøveundersøgelse af poltene inden indsættelse i soholdet fastslå, om immunisering har fundet sted.

Ved egen opdræt af polte er det afgørende, at dyrene smittes og anbringes i en alt-ind alt-ud karantæne inden indsættelse i soholdet. Der kan indrettes en kontinuerlig polteimmuniseringsafdeling, med hyppigt (mindst månedlig) indsættelse af nye dyr. Der er også gode erfaringer med at tage dyrene direkte fra slagtesvineafdelingen, hvis de er gamle nok, det vil sige mellem fem og seks måneder.

Denne strategi for indslusning af nye avlsdyr eventuelt kombineret med en omlægning af driftsformen, så kun dyr flyttes fremad i systemet, ingen grise flyttes gennem andre staldafsnit og der praktiseres tilnærmet alt-ind alt-ud i små staldsektioner, forventes at kunne reducere tabene som følge af PRRS.

Holdbarhed af avlsdyr

Avlsdyrs levetid (holdbarhed) afhænger både af dyrenes holdbarhed og deres avlsværdi. Når man modtager sine nye avlsdyr, er det ens eget ansvar at udnytte de muligheder der ligger i dyrene. Man får mest glæde af dyrene, ved at optimere forholdene for dem. Det er vigtigt at give dyrene en god og lempelig start i besætningen og behandle dem godt. Fodring, opstaldning, inventar (herunder gulvtype), opvækstvilkår og management er forhold, som har stor indflydelse på dyrenes holdbarhed. Nye avlsdyr skal straks ved ankomsten kontrolleres af en svinekyndig person, så man hurtigt kan reagere på eventuelle fejl og mangler. I de første dage efter ankomsten skal dyrene besigtiges med jævne mellemrum, og sælger samt eventuelt konsulenten eller besætningsdyrlægen skal kontaktes omgående, hvis kvaliteten ikke er som aftalt. Når dyrene vurderes, bør det tages i betragtning, at transporten har været en stor belastning.

Ved indkøb af polte skal man ved modtagelsen, udover at danne sig et indtryk af dyrenes generelle sundhedstilstand, kontrollere:

• at øremærkenummer på "følgeseddel" og avlsdyr er ens
• at de aftalte vaccinationer er gennemført
• om der er opstået transportskader 
• dyrenes kropsbygning
• ben og klove, herunder benstilling
• pattesæt
• alder og vægt, som skal passe sammen.

Dyrenes kropsbygning

Avlsdyr med en smal, flad kropsbygning, sadelleje, fremskudt bov, kort, bredt kryds, ballonskinker eller store skinker er uegnede som avlsdyr. Det samme gælder avlsdyr med stærkt svingende bagpart.

Dyr med udaddrejede og understillede bagben og krumme, stikkende eller udaddrejede forben er dårlige avlsdyr. Haseleddene skal være bevægelige, men ikke løse og vridende, koderne må ikke være for stejle, meget lange eller meget bløde. Klovene vil næsten altid være lidt forskellige i størrelsen, men de må ikke være meget uens, og de må heller ikke være lange og smalle. I øvrigt henvises til appendiks 1.

Der skal være mindst tretten velansatte patter uden fejl. Vær opmærksom på følgende fejl:

• mellem-patter, der sidder som vorter mellem de normale patter
• indkrængede patter, der er korte og tykke med en fordybning i spidsen
• blinde patter, som mangler pattekanal.

Hvor mange polte? Andelen af polte pr. år bør svare til halvdelen af det samlede antal årssøer i besætningen plus ti procent.

Opstaldning af polte i opvækstperioden kan ske i separat polteafdeling. I sidste del af vækstperioden kan stierne eventuelt være i tilknytning til drægtighedsafdelingen. Er der egenproduktion af polte, bør de håndteres i separate ”poltestier” i smågriseafdelingen indtil de flyttes til en polteafdeling. Opstaldes poltene i slagtesvinestalden, bør poltene kunne fodres restriktivt fra cirka 60 kg.

Antallet af stipladser beregnes med udgangspunkt i, at der skal påregnes en årlig udskiftningsprocent på 45-55 procent. Det antal polte, der løbende indsættes, kan derfor beregnes med ret stor sikkerhed. I begge tilfælde skal der udvælges/indkøbes flere polte end der er brug for, fordi der skal påregnes frasortering i løbet af vækstperioden såvel som efter indsættelse i løbeafdelingen. Ved indkøb ved cirka 5 måneders alderen skal der indkøbes mindst 10 procent flere polte, end der er brug for. Jo yngre poltene er ved indkøb – eller hvis man har egen produktion – des flere ”ekstra polte” er der brug for, for at kunne have et tilstrækkeligt antal egnede polte der går videre til løbeafdelingen. Behovet for udskiftning af søer varierer mellem besætninger, og der kan derfor være forskellige behov for ekstra polte mellem besætninger.

I nedenstående tabel er vist både lovkrav og anbefalingen til areal pr. gris. Arealet skal være frit tilgængeligt, det vil sige eksklusiv krybbe og inventar. Areal under ophængt krybbe kan ikke medregnes til tilgængeligt gulvareal.

Det anbefales, at polte opstaldes i stier med fast gulv i halvdelen eller 2/3 af stien. Det er vigtigt, at et eventuelt spaltegulv er af god kvalitet, og overholder kravene i DSK-ordningen (Dansk Spaltegulvskontrol). Hvis der er ujævnheder eller grater, er der risiko for benskader og fx haseknuder.

Spaltegulvet i stier til polte over 30 kg etableres med betonelementer og det skal være skridsikkert. Det anbefales, at bjælkebredden er fra 60-80 mm og spalteåbning fra 18-20 mm (størst bjælkebredde ved største spalteåbning).

Der kan bruges tørfodring eller vådfodring. Poltene kan fodres enten restriktivt eller efter ædelyst indtil cirka 60 kg, hvorefter de bør fodres restriktivt. Vokser poltene for hurtigt kan det give benproblemer.

Ved valg af fodringssystem og -princip skal der derfor tages højde for, om poltene skal flyttes ved cirka 60 kg eller om de skal forblive i samme sti fra indsættelse ved cirka 30 kg til afgang. Den restriktive fodring kan foregå ved vådfodring i langkrybbe eller tørfodring på gulv.

Ved dimensionering af krybbeplads/gulvfoderplads kan der tages udgangspunkt i anbefalingerne til slagtesvin henholdsvis drægtige søer, afhængig af poltenes vægt og størrelse jf. beskrivelse af slagtesvinestien.

Poltene tildeles slagtesvinefoder fra cirka 30-60 kg, hvorefter de kan overgå til en foderblanding enten til diegivende eller drægtige (se afsnittet ”Fodring”).

Poltene skal have fri adgang til frisk vand. Det kan foregå via vandventil, drikkekop eller trug/krybbe med vakuumventil.

Ventilationsanlæg skal dimensioneres efter gældende norm, svarende til anbefalingerne til slagtesvinestalde. Der bør vælges stråleventilation, fordi der ofte vil være dynamisk indsættelse af dyr i sektionen. Diffus ventilation forudsætter en stringent holddrift i sektionen, så alle polte i sektionen til enhver tid har samme vægt. Foderstrenge, -kasser, lysarmaturer og lignende skal monteres, således at luftstrømme fra luftindtag ikke påvirkes.

Det kan være vanskeligt at tilgodese poltenes krav til staldtemperatur ved en given vægt, hvis indsættelse af polte sker kontinuerligt, idet der er forskellige vægtklasser i samme staldrum. Derfor kan det være en fordel at etablere to-klimasystem i stierne – med mulighed for regulering af det overdækkede areal.

Staldrum med stier med delvist spaltegulv skal etableres i isolerede bygninger med mulighed for styring og kontrol af klima. Der skal være en kølemulighed i stierne, fx et overbrusningsanlæg til polte over 20 kg.

Alle polte skal have permanent adgang til rode og beskæftigelsesmateriale, fx halm, træ eller spåner.

Karantæne

Indkøb af avlsdyr indebærer altid en risiko for indslæbning af smitte til besætningen. Ved brug af karantæneafdeling er det imidlertid som regel muligt at få afklaret, om indkøbte avlsdyr er bærere af smitte på leveringstidspunktet. Indkøbte avlsdyr kan bære smitte, uden at leverandørbesætningen endnu har haft udbrud af sygdommen. En karantæneafdeling giver dog ikke 100 procent sikkerhed for, at en skjult smitte i de leverede avlsdyr ikke kan overføres i besætningen. SPF-selskabets statistik viser, at ud af 499 besætninger uden karantæneafdeling blev 41 procent smittet, mens dette kun var tilfældet i 6 procent af de 222 besætninger, som havde karantæneafdeling. Hvis dyrene indsættes via en godkendt karantæneafdeling, er det også muligt at få erstatning fra SPF-Risikokassen, hvis det bliver nødvendigt at udsætte dyrene i karantæneafdelingen på grund af uønsket smitte i leverandørbesætningen.

Krav til karantæneafdeling

Karantæneafdelingen skal have kapacitet til opstaldning af avlsdyrene i cirka 8-12 uger, idet de fleste sygdomme kan konstateres i leverandørbesætningen indenfor cirka seks uger, hvorefter der er minimum to uger til afventning af eventuelle laboratoriesvar. Størrelsen af karantæneafdelingen bestemmes af, hvor mange polte og orner der indkøbes pr. gang, driftsformen og opholdstiden. Karantæneafdelingen skal dimensioneres til alt-ind alt-ud drift. Egenproducerede polte i multisite-systemer bør i princippet også holdes i karantæne før indslusning i soholdet.

Karantæneafdelingen skal forhindre, at besætningens øvrige dyr udsættes for smittestoffer via:

• kontakt med avlsdyr i karantæne
• fodtøj
• tøj
• redskaber
• gødning
• foder
• luft.

Karantæneafdelingen skal betragtes som et selvstændigt besætningsområde. For at reducere indslæbning af smitte fra karantæneafdelingen må der derfor ikke være direkte adgang mellem karantæneafdelingen og det øvrige besætningsområde. Karantæneafdelingen skal endvidere være udstyret med et separat ventilations-, foder- og gødningssystem.

Jo længere karantæneafdelingen er placeret fra besætningsområdet og jo mere den er adskilt fra det, desto større bliver sikkerheden mod indslæbning af smitte. Karantæneafdelingen kan være en egentlig afdeling bygget til formålet eller stier indrettet i et maskinhus, lade eller lignende. En mindre sikker løsning er at etablere karantæneafdelingen i et staldrum i forlængelse af de øvrige stalde. Døre til andre staldafsnit forsegles med en skumfugning eller ved afblænding med en træplade monteret på dørkarmen. Risikoen for overførsel af luftbåren smitte er stor, hvis karantæneafdelingens ventilationsudsugning befinder sig i nærheden af en anden stalds luftindtag. Risikoen reduceres imidlertid ved på karantæneafdelingens udsugning at montere et filter, som bl.a. tilbageholder bakterier fra luften.

Ved indgang til karantæneafdelingen skal der som minimum være mulighed for at vaske hænder, skifte støvler og tøj. Risikoen for smitte er markant mindre ved brug af et egentligt forrum. Et forrum bør indrettes som følger:

• opdeling i ren og uren zone
• mulighed for tøj- og fodtøjsskifte
• mulighed for bad - som minimum håndvask med desinficerende sæbe.

Personalet har en karantænetid på tolv timer mellem karantæneafdeling og øvrige besætningsområde.

Drift af karantæneafdeling

Karantæneafdelingen kan kun påregnes at have nogen effekt, hvis der gennemføres konsekvent alt-ind alt-ud drift. For at sikre en jævn tilgang af løbeklare polte, skal de derfor indkøbes med en vis aldersspredning, og karantæneafdelingen tømmes fuldstændigt og rengøres samt desinficeres mellem hver indsættelse.

Dyr i karantænerummet skal tilses mindst én og helst to gange dagligt. Vær opmærksom på følgende sygdomstegn:

• Nedsat eller ophørt ædelyst
• • kan have flere årsager, vær specielt opmærksom på klassisk og afrikansk svinepest
• Halthed
• • kan være tegn på kronisk rødsyge, mykoplasma ledbetændelse, osteokondrose, transportsyge (Glässers syndrom) samt mund- og klovesyge
• Hoste     
• • kan være tegn på mykoplasma lungebetændelse, ondartet lungesyge, svineinfluenza og PRRS
• Slingren
• • kan være tegn på hjernehindebetændelse, mellemørebetændelse og vandmangel
• Skæv hovedholdning
• • kan være tegn på hjernehindebetændelse, mellemørebetændelse og blodøre
• Ændret konsistens af gødningen
• • kan være tegn på svinedysenteri, Salmonella, regional tarmbetændelse (Lawsonia), E. coli, klassisk svinepest og afrikansk svinepest.

Karantæneafdelingen indrettes som polteafdelingen og dyrene fodres som i polteafdelingen. For at opnå en ensartet immunitet blandt dyrene i karantæneafdelingen, bør stierne have åbne stiadskillelser i gødearealet, så der er mulighed for trynekontakt mellem polte i forskellige stier.

Det er vigtigt, at poltene lærer at omgås andre polte og større polte, samt at de får et tillidsfuldt forhold til de personer, som skal passe dem. Omgang med ældre og stærkere dyr er vigtigt, for at polten lærer at finde sin plads i hierarkiet, uden for mange rangordenskampe som kan øge risikoen for benskader og dermed begrænse dyrenes holdbarhed. 

Undersøgelser har vist, at der er en sammenhæng mellem produktionsniveau og dyrenes reaktionsmønster i forhold til mennesker. Adfærden hos dyr fra besætninger med de bedste resultater er karakteriseret ved kort flugtafstand, lav frygtsomhed, villighed til at nærme sig mennesker, lethed i håndtering og flytning samt ro i menneskers nærvær. De tilsvarende egenskaber hos de personer som passer poltene er karakteriseret, ved at han/hun optræder beslutsomt, sikkert og forudsigeligt, har hyppig omgang med dyrene samt taler til og rører ved dyrene - især i belastende situationer.

Grise reagerer med frygt eller tillid overfor mennesker, afhængigt af hvordan de behandles. Den måde dyrene omgås på har betydning for deres produktion. Undersøgelser viser, at kvaliteten og den mængde tid der tilbringes sammen med poltene har klar effekt på tilvækst, foderudnyttelse, reproduktionsforhold, og den lethed hvormed de håndteres.

I intensive produktionssystemer har poltene begrænsede muligheder for at kontrollere deres miljø. De har fx få flugtmuligheder. Derfor er det vigtigt, at de rutiner poltene omgives af er kendte, forudsigelige og skaber mindst mulig frygt og usikkerhed. Tæt omgang med poltene medfører samtidigt, at man hurtigt kan iagttage signaler og ændringer, der kan kræve en særlig indsats, fx sygdomstegn, adfærdsproblemer og brunst.

Erfaring har vist, at grise let kan tilpasses ubehagelige rutiner fx injektioner, hvis disse kombineres med behagelige eller attraktive faktorer som fx strygning af kroppen eller tildeling af foder. Derimod bør pludselige bevægelser og hård håndtering undgås. Ved flytning af dyr bør der bruges drivbrætter, som grisene ikke kan se igennem.

Socialisering

Da de drægtige søer var opstaldet individuelt, var der ingen grund til at overveje, om man via management kunne forberede og gøre det mere skånsomt for poltene senere at skulle indgå i en flok med andre søer. I dag vil dette dog være en overvejelse der bør tages, idet alle søer, som minimum skal være løsgående i flok i drægtighedsafdelingen. Årsagen til dette er at hvis unge dyr der indsættes i en flok ikke har lært at aflæse og underkaste sig større og ældre søer, vil der være stor risiko for at de unge dyr pådrager sig skader under rangkampe med stærkere dyr, der i værste fald betyder, at de må tages ud af løsdriften igen.

Poltes reaktion på indsættelse i en ny gruppe kan ifølge flere udenlandske undersøgelser gøres mindre aggressiv, hvis de gentagne gange under deres opvækst skal danne rangorden med andre polte, som de ikke kender.

I øjeblikket undersøges forskellige muligheder for at socialisere polte under opvæksten og vurdere effekten på deres senere holdbarhed. Metoderne der undersøges er opstaldning af polte i dynamiske grupper samt indsættelse af en ældre so i stabile grupper af polte.

Det er forventningen at poltene på grund af socialiseringen vil:

• have en mindre risiko for væsentlige skader ved indsættelse i løsdrift, når de forinden har opnået sociale færdigheder i løbet af opvæksten
• være mindre frembrusende, når de senere møder søer, der er ældre og væsentligt større og dermed mindske risikoen for skader
• have mindre risiko for, at de som søer løber om eller kuldstørrelsen reduceres som følge af negativ stress.

Det er endnu for tidligt at sige noget om de to socialiseringsstrategier giver den forventede effekt.

Det er vigtig at være opmærksom på at enhver form for socialisering skal foregå under hensyntagen til, poltenes almene trivsel. Der skal være de nødvendige flugtmuligheder og tildelingen af foder skal være tilstrækkelig og må ikke give anledning til konkurrence mellem dyrene.

Træning til elektroniske sofoderstationer (ESF)

Erfaringerne vedrørende træning i brug af ESF tyder på, at det er nemmere at træne dyrene i en stabil gruppe end i en dynamisk gruppe. Der kan dog være risiko for, at dyr fra en stabil gruppe efterfølgende har svært ved at tilpasse sig i en dynamisk gruppe. Derfor kan det være en god ide, at dyrene har opnået en social erfaring inden de skal indsættes i en dynamisk gruppe med ældre dyr.

Træningen skal ske nogen tid før poltene løbes. Herved undgås træning i implantationsperioden (0–30 dage efter løbning), hvor risikoen for fostertab er stor og en eventuel nedsat foderration, på grund af manglende kendskab til foderstationen, ikke vil påvirke polten negativt. Erfaringerne viser, at hvis poltene selv skal lære at benytte ESF´en, vil det tage 3-4 uger. Hvis man ønsker et kortere træningsforløb fx en uge, så skal personalet i stalden dagligt hjælpe poltene igennem foderstationen.

Ved at indrette særskilte træningsstier er det muligt at opnå et træningsforløb, hvor stiindretningen og ESF´ens indstillinger tilsammen begrænser arbejdsindsatsen mest muligt. Indretningen af træningsstien bør sikre muligheden for at dele stien, så det er nemt at kontrollere, om dyrene er gået igennem ESF´en. ESF´en kan med fordel indstilles, så krybben konstant er synlig og så indgangslågen kan være åben i den første del af træningsperioden. ESF´en bør være manuelt styret, hvilket gør det lettere at styre indgangslågen og krybbens placering. Det er vigtigt, at træningsstien er indrettet, så det er muligt at se, hvilke dyr der har benyttet ESF´en.

Andre forhold

Erfaringer har vist, at grise, der er født og opvokset i store kuld, er mere aggressive end grise, der er født og opvokset sammen med få kuldsøskende. Kamp om patter og næringsstoffer ved yveret kunne være en af forklaringerne. Ved egen opdræt af polte kan det således være en fordel at fjerne en del af pattegrisene fx hangrisene og lade de potentielle kommende avlsdyr få lettere adgang til yveret.

Ved immunitet forstås poltens evne til at modstå infektioner med smitstoffer, eller poltens evne til at begrænse virkningerne af smitstoffer eller deres giftige biprodukter (toksiner). Det vil sige, at polten er i stand til at skelne stoffer, der er fremmede for dyrets eget væv, og iværksætte en bekæmpelse, når stofferne trænger ind i kroppen. Immuniteten opbygges ved hjælp af dyrenes immunsystem, der er fordelt i hele organismen.

For at hindre sygdomsudbrud i besætningen skal der være en balance mellem de smitstoffer, der er i besætningen, og poltenes modstandskraft. De infektioner, der ikke er i besætningen, skal man forsøge at holde ude ved en effektiv smittebeskyttelse og en fornuftig indkøbsstrategi.

En besætning kan ikke holdes helt lukket for indtrængende smitstoffer. Der skal købes foder og strøelse, eventuelt avlsdyr, og udskiftning af staldluften kan overføre smitte fra nabobesætninger. Men ved at have en effektiv smittebeskyttelse og ved indkøb af avlsdyr fra helst kun én besætning med kendt sundhedstilstand og brug af karantæneafdeling, kan risikoen holdes på et lavt niveau.

De smittestoffer, der er i besætningen, skal dyrene have den bedst mulige modstandskraft imod. Der skal derfor tages hensyn til en række principper i driften, der kan medvirke til at øge dyrenes modstandskraft. Det er vigtigt, at alle polte udsættes for de smitstoffer, der findes i besætningen, så immuniteten fortsat bevares hos alle dyr. Kunsten er naturligvis at udsætte dyrene for så små mængder smitstof, at de ikke bliver syge, men kun udvikler immunitet mod sygdomme. I moderne staldanlæg med sektionerede stalde med adskilte aldersgrupper er der en nedsat mulighed for en naturlig spredning af smitstofferne i besætningen. Man skal derfor aktivt medvirke til en naturlig spredning og immunisering af poltene. En vigtig del i denne spredning kan ske i løbeafdelingen, hvor der kan være tæt kontakt mellem polte, gylte og ældre søer. Et alternativ til dette princip er, at der anvendes gødningsimmunisering. Herved flyttes gødning fra et hus til et andet for derved at øge smittespredningen mellem de grupper, som man ønsker, skal have en høj immunitet.

Vaccination og serumbehandling

En anden metode til at øge dyrenes immunitet er ved vaccination eller serumbehandling. Ved vaccination sprøjtes dyrene med et svækket antigen, som ikke i sig selv giver sygdom. Herved forøges grisens antistofproduktion mod det pågældende smitstof og dermed nedsættes risikoen for at udvikle sygdom. Vacciner i Danmark er, med enkelte undtagelser, dræbte vacciner, og de kan derfor ikke indføre nye smitstoffer i besætningen. Dette gælder dog ikke alle PRRS-vaccinerne, som indeholder levende, men svækket virus. Levende vacciner giver den bedste antistofproduktion efter vaccination. For at forøge effekten af de dræbte vacciner bliver der derfor tilsat forskellige såkaldt immunstimulerende stoffer, også kaldet adjuvanser. De fleste vacciner skal gives to gange for at give et tilstrækkeligt højt immunsvar, og dyrene skal som regel revaccineres 1-2 gange om året for at opretholde en tilstrækkelig effekt. Ved serumbehandling indsprøjter man antistofferne direkte i dyret som fx ved tarmbrand og ødemsyge. Dette giver en meget hurtig effekt, som dog kun varer i 2-8 uger.

Karantæneperioden anvendes i en del besætninger til immunisering af poltene til den forventede smitte i soholdet. Det gælder, fx hvis soholdet er PRRS-positivt, og man ønsker at opretholde dette. Poltene kan fx opstaldes sammen med dyr fra et staldafsnit, hvor man ved der er smittegang (fx en kontinuerlig drevet stald), men den mest sikre metode vil være en vaccination. Ved PRRS-vaccination øges karantænetiden til minimum 10 uger, idet smitteudskillelsen skal være ophørt før indsættelsen i soholdet (se afsnittet ”Rekruttering af polte til besætninger positive for PRRS”).

Efter en karantæneperiode på 3-4 uger kan man i et par uger eller tre anbringe nogle udsættersøer i karantæneafdelingen, hvis pladsen tillader det. Poltene vil derved blive udsat for en lang række smittepåvirkninger og danne antistoffer, der senere hen vil beskytte dem selv samt deres fostre og pattegrise. Derudover vil det kunne observeres, hvordan dyrene reagerer på smittetrykket i besætningen, og der kan om nødvendigt iværksættes forebyggende foranstaltninger, inden de nye dyr overføres til besætningen. Denne immunisering er specielt vigtig, når leverandørbesætning og egen besætning har forskellig PRRS-status.

Vaccinationsprogram

Blandt de mange vacciner der er til rådighed, er der vacciner, der anbefales anvendt i alle større sobesætninger som fx PPV-vaccine, tarmbrand- og rødsyge-vaccine. Dels er der vacciner, der normalt kun anvendes for at imødegå et stigende infektionspres i besætningen, fx ved transportsyge (Glässer syndrom) og coli-infektion.

Et vaccinationsprogram skal altid tilpasses den enkelte besætnings behov. Det afhænger bl.a. af besætningens sygdomsproblemer, besætningsstørrelse, staldforhold, indkøbsmønster samt af den enkelte

besætningsejers ønske om sikkerhed mod uventede sygdomsudbrud og økonomiske overvejelser. Husk at vaccinationsprogrammet altid skal tilrettelægges i samarbejde med besætningsdyrlægen.

Ved indkøb af polte er det vigtigt at vide, hvilke vaccinationer poltene har fået, og hvornår de eventuelt skal have vaccinerne igen. Husk derfor at aftale hvilke vaccinationer som sælger, skal sørge for inden dyrene leveres til karantæneafdelingen. Det bør overvejes at aftale med sælger, at poltene leveres vaccineret mod transport syge (Glässers syndrom), parvovirus og rødsyge.

Poltenes fodring i opvækstperioden har betydning for deres senere reproduktionsresultater og holdbarhed. Ud fra den viden som foreligger anbefales det, at poltene opfylder følgende krav ved første løbning (se afsnittet ”Reproduktion”):

• alder: 230-240 dage
• rygspæktykkelse: 12-18 mm rygspæk
• vægt: 130-140 kg.

Disse krav kan opnås ved forskellige fodringsstrategier i opvækstperioden. Det anbefales at følge en af tre mulige strategier, som vist i tabel 2. Andelen af protein er styret af aminosyren lysin. Når behovet for lysin er dækket ved anvendelse af sojaskrå i foderet, er polten også dækket ind med hensyn til de øvrige essentielle aminosyrer.

Strategi 1 og 2 anbefales til besætninger, hvor poltene har en lav rygspæktykkelse, mens strategi 3 anbefales i besætninger med normale eller høj rygspæktykkelse. Ved valg af strategi 1 og 2 skal slutfoderstyrken være cirka 3 kg pr. dag, mens slutfoderstyrken ved valg af strategi 3 skal være cirka 2,5 kg pr. dag.

Poltene skal fodres efter ædelyst (flushing) i 7-14 dage før den forventede brunst, hvori de skal løbes. Herved sikres det maksimale antal ægløsninger (se afsnittet ”Reproduktion”). Efter løbningen skal der fodres efter huld med maksimum 2,0 FEso pr. dag.

Det er vigtigt at sikre tilstrækkelig indtagelse af calcium og fosfor i opvækstperioden for at opnå optimal knoglestyrke. Behovet til knogleudvikling er cirka 10 procent højere end til optimal vækst. Det anbefales at bruge foder indeholdende 8,0 gram calcium og 2,2 gram fordøjeligt fosfor pr. FEso. Herved sikres også aflejring af tilstrækkelige mineralreserver.

Sunde maver

Poltenes mavesundhed er afgørende for, at dyrenes velbefindende er i orden, når de senere indgår i soholdet. Anvendelse af et groft formalet foder er den bedste sikkerhed mod forandringer i den hvide del af maven hos polte. Her er et godt udgangspunkt en formalingsgrad af foderet svarende til følgende partikelstørrelse; 50 procent < 1 mm, 35 procent mellem 1 og 2 mm, 12 procent mellem 2 og 3 mm, og 3 procent over 3 mm. Dette kaldes også et ”mellem-groft formalet foder”.

Fiberindholdet påvirker ikke den hvide del af maven, men er en vigtig faktor til at styre poltenes foderoptagelse, så de bliver mere ensartet. I den forbindelse kan det konstateres, at hvede, som er fiberfattigt, ikke er velegnet til polte, idet hvede vides at give meget lidt struktur i maveindholdet. Når poltene vejer cirka 60 kg vil det være formålstjenligt at reducere foderets energiindhold, da det herved er lettere at holde en begrænset væksthastighed og stadig have en god fyldning af mave og tarmkanal. Til at opfylde dette formål vil en foderblanding med byg og havre gøre fyldest.

Polte kan blive kønsmodne i en alder fra fire til otte måneder (normal seks til otte måneder). Ved indtræden af kønsmodenhed kommer poltene i brunst og får deres første ægløsning.

Fremkaldelse af brunst

Grundlæggende, for om poltene ”tør” udvise brunst, er, at de er fortrolige med den management, som foregår og har tillid til de personer, som er i polteafdelingen (se afsnittet "Adfærd").

Fra poltene er fem måneder bør de introduceres til en orne en gang dagligt i polteafdelingen. Dette bør foregå, ved at der er mulighed for trynekontakt mellem orne og polte. Cirka en måned før forventet første brunst bør kontakten øges til 2-3 gange dagligt á tyve minutter. De bedste resultater opnås, når det er poltene som flyttes til ornen. Der ses en positiv effekt ved anvendelse af en høj libido orne i forhold til en lav libido orne på antallet af polte, som kom i brunst. Husk at en orne først er fuldt kønsmoden ved en alder over 10 måneder.

Der anbefales minimum 100 LUX (måleenhed for lysintensitet) i dyrenes opholdszone og gerne mere, da neonrør efterhånden taber i lysstyrke. Skift neonrør hvert år i august, så de er på fuld lysstyrke, når de årstidsbestemte (primært efterår) brunstproblemer typisk sætter ind. Det kan anbefales at anvende de såkaldte KS-neon-rør som bedre efterligner det naturlige sollys. Eventuelt kan reflektorer også opsættes. Kalk væggene hvide, idet mørke vægge (fx rødstensmure) sluger meget lys.

Det anbefales at bruge 5-punkts planen ved brunstkontrol. 5-punkts planen indeholder følgende:

• stimulere polten ved at give polten mulighed for trynekontakt med en orne
• stød polten i flanken med knyttet hånd eller knæ
• grib og løft i lyskefolden og stryg yveret på polten
• stød polten med knyttet hånd under kønsåbning
• rideprøve, hvor personen sætter sig op på polten og bevæger sædet frem og tilbage.

Dersom polten står stille med let spredt bagben og strittende øre (dersom racen ikke betinger noget andet) og med et stirrende/drømmende udtryk i øjnene, må polten anses for at være i brunst. Brunst hos polte forventes at vare i 1-2 dage. Når polten er i cyklus det vil sige at første brunst er observeret, kan næste brunst forventes at indtræde 19-21 dage efter.

Det kan ikke anbefales at behandle poltene med hormoner for at opnå brunst. Erfaringer viser, at hormonbehandling til opnåelse af brunst hos polte kan kompromittere den efterfølgende reproduktion.

Flushing  

Ved at tildele poltene store energimængder via foderet stiger insulinkoncentrationen, målt i blodbanen, hvilket øger udskillelsen og effekten af de overordnede kønshormoner (luteiniserende hormon (LH) og follikelstimuleriende hormon s. (FSH)) og dermed antallet af løsnede æg. Dette er teorien bag flushing. Det anbefales at flushe polte 7-14 dage før forventet løbning. Se afsnittet ”Fodring” for angivelse af mængde og foderstyrke.

Løbning

Det anbefales, at første løbning sker:

• i poltens anden brunst
• ved en alder på 230-240 dage
• ved en rygspæktykkelse på 12-18 mm rygspæk
• ved en vægt på 130-140 kg.

Løbningen kan enten ske ved bedækning eller kunstig sædoverføring (KS). Ved KS anvendes de samme principper som for søer. Dog kan det være nødvendigt at anvende katetergel, da det nedsætter modstanden og risiko for blødning (fra slimhinden eller jomfruhinden). Katetergelen må ikke påsmøres kateteret tæt på kateteres udmunding, hvor sæden passere. Der bør vælges en katetergel uden konserveringsmiddel og som ikke er vandbaseret. Ved korrekt stimulering til tydelig stående brunst er anvendelse af katetergel i de fleste tilfælde ikke nødvendigt.

Under inseminering bør polten stimuleres ved at inseminøren sætter sig omvendt på polten med sæden omring poltens sadelleje. Den ene hånd anvendes til at holde sædposen, mens den anden stimulerer poltens lyskefold og yver.

Det anbefales at inseminere polte maksimum tolv timer efter erkendelse af brunst med de efterfølgende insemineringer med 12 timers intervaller. På denne vis er man sikker på, at hovedparten af poltene kan insemineres to gange i brunstforløbet.

Udskiftning af søer kan sammenlignes med udskiftning af produktionsapparater i en hver anden produktionsvirksomhed. Det, der sker, er, at en række produktionsenheder (søer) løbende afløser hinanden. Hvilket rent økonomiske er det sammen som når en polt erstatter en ældre so. Det tidspunkt, hvor polten skal erstatte den ældre so, er, når den ældre so´s marginale udbytte (ved at producere pattegrise) falder under gennemsnitsudbyttet for en so´s livsudbytte. Det betyder, at når gennemsnitsudbyttet topper, falder marginaludbyttet. Derfor kan man nøjes med at aflæse toppunktet for gennemsnittsudbyttet for søerne.

Svineproducenten skal først og fremmest lægge en strategi for udskiftning af søer fx hjemmeavl eller indkøb. Når strategien er lagt kan omkostningen pr. ny polt beregnes, hvilket inkluderer alle omkostningerne helt frem til løbning. Er omkostningerne høje vil udskiftningstidspunktet stige, og er omkostningerne lave vil udskiftningstidspunktet falde.

Dansk Svineproduktion har regnet på udskiftningstidspunktet med baggrund i 45.000 kuld.

Hvis søerne udskiftes før toppunktet, vil svineproducenten lide et tab i relation til mistet produktion. Tabet i nedenstående tabel er beregnet med baggrund af resultater fra Den rullende Afprøvning.

Tabellen viser, at tabet er størst for de helt unge søer og begrænses fra 4 til 8 kuld. Som svineproducent kan det være næsten umuligt at beregne besætningens optimale tidspunkt for udskiftning af søer, alene af den grund at der ikke findes programmer, der kan håndtere udregningen. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på følgende indikatorer for det optimale udskiftningstidspunkt:

• falder antal levendefødte ved et nyt kuld med mere end en levendefødt gris
• • fx forskellen mellem 6 og 7 kuld er en gris mindre levendefødt
• stiger soens pattegrisedødelighed efter 5 kuld
• • fx 12 procent i 6 kuld og 13 procent i 7 kuld.

Ovenstående tommelfingerregler er kun indikatorer og de skal betragtes som sådan. Generelt er udskiftning af søer et overset område, hvor der kan hentes mange penge ved at styre efter det optimale tidspunkt for udskiftning og samtidig få søerne til at holde til udskiftningstidspunktet.

Tegninger af normale og unormale benstilling samt klove.