Åbning for mindre events kan sætte gang i 9 ud af 10 koncerter

9 ud af 10 af alle koncerter afholdes med under 500 gæster. En genåbning af mindre koncerter kan dermed øge aktiviteten i eventbranchen

Dato: 2. maj 2021

Virksomheder, der lever af events, er nogle af dem, der er hårdest ramt af coronakrisen, da en stor del af koncerter og festivaler har været aflyst som følge af forsamlingsforbud. En undersøgelse fra 2020 foretaget blandt SMVdanmarks medlemmer i eventbranchen viser, at ca. halvdelen vurderer, at der er risiko for, at virksomheden må afvikles inden næste højsæson. Fastholdelsen af forsamlingsforbuddet har medført, at situationen næppe er bedre for branchen siden analysen blevet skrevet. En genåbning for mindre koncerter kan dermed øge aktiviteten i store dele af en hårdt trængt eventbranche.

Analysens hovedpointer: 

  • 89 pct. af alle koncerter i 2019 blev afholdt for under 500 publikum
  • 44 pct. af alle koncertgæster i 2019 var til koncerter med under 500 publikum

Hent analysen som PDF

89 pct. af alle registrerede koncerter afholdt i 2019 har således under 500 publikum svarende til ca. 34.500 afholdte koncerter. Det viser tal fra Danmarks Statistik, der på baggrund af indberetninger fra KODA viser fordelingen af koncerter afholdt i 2019 opdelt på størrelse.
 
Dette inkluderer en bred vifte af koncerter i bl.a. landets folkekirker og kulturhuse, som ofte også er afhængig af lydudstyr mv., og derfor også kan have betydning for eventbranchens omsætning.

Ses der i stedet på f.eks. regionale spillesteder, spillesteder og koncerter afholdt af professionelle koncertarrangører, er der tale om 98 pct. af alle afholdte koncerter. 

 

Mens de store koncerter og festivaler står for størstedelen af det samlede publikum, så var 44 pct. af koncertgæsterne i 2019 publikum til en koncert for under 500 publikum svarende til ca. 3,8 mio. besøgene. Bemærk, at den samme person godt kan optræde flere gange til forskellige koncerter.

Måler man i stedet kun på regionale spillesteder, spillesteder og koncerter, stod de mindre koncerter med under 500 publikum for 53 pct. af det samlede publikumsantal.

En åbning af koncerter for under 500 publikum, siddende og stående, vil dermed åbne op for store dele af erhvervet. Mens det er vanskeligt at vurdere omfanget af koncerter, der vil kunne afholdes pga. negative efterspørgselseffekter (bl.a. at folk fravælger koncerter pga. krav om mundbind, test mv.), så kan tallene fra 2019 bruges til at vurdere fordelingen af koncertaktivitet. 

Konklusion og politikforslag 

En ny undersøgelse fra Spanien viser, at der ved afholdelsen af en koncert for 5.000 publikum, der alle havde negativ coronatest og bar mundbind, højest blev smittet 2 personer under koncerten.  

På den baggrund foreslår SMVdanmark, at der hurtigst muligt åbnes op for koncerter med op til 500 publikum (dvs. kun en tiendedel af det spanske forsøg) m. lignende krav om negativ test og mundbind. Da der i mange tilfælde vil være måneders planlægningstid for koncerter, bør en sådan genåbning følges op med en garanti for kompensation, hvis der på grund af øget smitte kommer en ny nedlukning.

 

Mia Amalie Holstein

Vicedirektør

mobil +45 53 55 71 77 Læs mere om Mia Amalie Holstein