Målgruppe: Ledere med personaleansvar
Endnu en morgen, hvor du møder ind til sygemeldinger og en frustreret personalegruppe. Særligt en af dine medarbejdere virker presset. Et nyt projekt vælter ind over jer – og I har knap nok landet det sidste endnu. Du går måske udmattet hjem med følelsen af slet ikke at have nået det, du skulle. Det er som om, enderne ikke rigtigt når sammen.
Kan du genkende én eller flere af disse udfordringer fra din hverdag som leder?
Formål og indhold
På dette kursus får du mulighed for at reflektere over din egen rolle som leder. Din rolle i forhold til at lede både dine medarbejdere og dig selv på en måde som forebygger psykisk overbelastning og stress – og styrker opgaveløsning og balance.
Med udgangspunkt i det, du allerede er godt på vej med, og de udfordringer du aktuelt må stå i, vil dagen bestå af en vekselvirkning mellem at:
• Få præsenteret opdateret viden og nyttige redskaber
• Reflektere og dvæle lidt
• Drøfte og dele erfaringer med andre ligesindede ledere i mindre grupper.
Kurset sigter på at styrke dine kompetencer og din handlekraft når det kommer til BÅDE at:
• Have øje for mennesket – dvs. opfange og handle på tidlige tegn på stress hos dine medarbejdere og dig selv OG
• Have blik for organisationen – dvs. opretholde og skabe en stressforebyggende kultur og strukturer i organisationen.
Efter kurset har du mulighed for at få ledersparring på de konkrete udfordringer, du står med.
Tid og sted:
Workshops afholdes hos Arbejdsmiljø København, Enghavevej 82, 2450 København SV. Mødelokale 1, 2 sal.
Kurset er en del af P.S. – Indsats for Psykisk Sundhed i Københavns Kommune.
P.S – Indsats for Psykisk Sundhed i Københavns Kommune er en bred pakke af kurser og tilbud, der giver arbejdspladserne i Københavns Kommune:
- Adgang til den nyeste viden om stress
- Redskaber til at håndtere typiske udfordringer, når det handler om at forebygge og håndtere psykisk overbelastning og stress på arbejdspladsen
I indsatsen udvikler, afprøver og tilpasser Arbejdsmiljø København i tæt samarbejde med arbejdspladserne i Københavns Kommune de redskaber og tilgange,
som de lokale aktører har brug for, når de skal løse opgaven med at forebygge og håndtere psykisk overbelastning og stress.
Arbejdsmiljø København sikrer, at redskaberne er i overensstemmelse med den nyeste viden og forskning på stressområdet.
www.arbejdsmiljoe.kk.dk/ps