Heidi må vente ugevis på sit nye køleskab - og hun er langt fra alene

Ventetiden på hårde hvidevarer er eksploderet, lyder det fra fra flere sider.

Heidi Hansen har fundet plads til familiens nye køleskab, men det er uvist, hvornår det ankommer til hjemmet i Hvam.
Heidi Hansen har fundet plads til familiens nye køleskab, men det er uvist, hvornår det ankommer til hjemmet i Hvam.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Drømmen om et moderne køkken med nye kogeplader og en smart ovn med interageret udsugning kan være en langstrakt affære.

Det kan Heidi Hansen og hendes familie på fire nikke genkendende til. I parrets hjem mangler der stadig nye kogeplader, ovn og køleskab - vel at mærke hvidevarer, som familien for længst har bestilt til hjemmet i Hvam ved Holstebro.

- Køleskabet skulle være lige om hjørnet, men vi ved overhovedet ikke, hvornår ovnen kommer hjem, forklarer hun. 

Heidi Hansen glæder dog sig over, at sælgeren har været behjælpelig med information. 

- Det er virkelig en sag, hvor man skal have tålmodighed. Men vi venter gerne på det rette. Det er jo vores nye køkken, siger hun. 

Gælder særlige varer

Ventetiden på hvidevarer bliver bekræftet hos forhandleren Ramsing i Spjald. Her har indehaver Michael Hansen i længere tid væbnet sig med tålmodighed.

- Vi har heldigvis et stort fjernlager, men vi kan ikke sige os fri for at have varer i restordre, siger han. 

Han fremhæver eksempelvis, at en ordre, som Ramsing lagde 25. maj, først står til at blive leveret i midten af september. 

Det er særligt ovne og kogeplader med indbygget emhætte, der har lang leveringstid. I visse tilfælde er der så meget usikkerhed, at han ikke kan få oplyst leveringstiden. 

- Det er selvfølgelig udfordrende, at man ikke kan fortælle det til kunderne. Men vi ved det desværre ikke, påpeger han. 

Hos Witt i Herning, der er distributør af hårde hvidevarer oplever man, at eksempelvis enkelte komponenter kan skabe store forsinkelser. 

-Et køleskab uden en kompressor fungerer ikke ret godt. Derfor kan der stå en hel række køleskabe hos vores leverandører, der venter på den sidste del, forklarer Jonas Haubjerg Grøn, ansvarlig for udvikling af hårde hvidevarer i Witt.

Jonas Haubjerg Grøn fortæller, at underleverandørerne ofte har problemer med levering af enkelte komponenter.
Jonas Haubjerg Grøn fortæller, at underleverandørerne ofte har problemer med levering af enkelte komponenter.
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

Skyldes flere faktorer

Forklaringen på de lange ventetider skyldes en kombination af flere faktorer. 

- Salget under pandemien steg med en femtedel. Det er usædvanligt for vores branche, lyder vurderingen fra Henrik Egede, der er direktør i Applia Danmark, der varetager interesserne for producenter af hårde hvidevarer.

Samtidig har producenterne haft flere udfordringerne med at få produceret og leveret de varer, som forbrugerne har efterspurgt. Derudover er efterspørgslen på hårde hvidevarer stadig høj. 

- Det ser ud til, at der kan skaffes varer, men ventetiden på enkelte produkter kan være lang, forklarer han.