Man bliver vel forskrækket, hvis man hører en amerikansk præsident sige disse ord. Men det gjorde folk engang, og det skete endog på en stort opslået ressource-konference i Det Hvide Hus. Måske blev de endnu mere forskrækkede, da han så tilføjede: “De enorme reserver af mineralsk olie og gas er stort set væk”.
“Stort set væk?!” Også dem??? Ja, det sagde han, og konferencen fik massiv dækning i medierne, for problemet var tydeligvis enormt.
Ordene blev sagt af præsident Theodore Roosevelt i 1908. Ti år senere – i 1918 – var der dog stadig kul, gas og olie i undergrunden. Nu, skal det siges, havde træ og hvalolie været dominerende brændstoffer før de fossile tog føringen, og forsyningen af træ og hvaler var faktisk strammet til. Faktisk havde man i 1846 nået peak whale oil grundet hvalmangel, hvorefter de fossile brændstoffer altså måtte trække stadigt mere af læsset.
Endnu en smutter
Men nu var det et umiddelbart forestående peak oil, det gjaldt. I 1918 estimerede US Geological Survey, at landets olie ville slippe op i 1923. Dette holdt dog ikke stik, men i 1926 – tre år efter at olien skulle være udtømt – lavede Federal Oil Conservation Board et nyt estimat, ifølge hvilket man ville løbe tør i 1933. Det var dog også en smutter, og i 1935 vurderede US State Department så, at olien først ville slutte i 1948; et estimat, som de i øvrigt i 1941 skubbede frem til 1954. Og sådan er fortsatte det konstant med den ene forfejlede advarsel efter den anden; alt imens stadigt mere olie blev pumpet op hvert år.
I 1972, da jeg var teenager, kom så den globale bestseller Grænser for Vækst. En bog skrevet af et seriøst forskerhold støttet af computerberegninger på top-universitetet M.I.T. og som blev solgt i 30 mio. eksemplarer verden over. Her kunne jeg til min rædsel læse, at verden i forskernes pessimistiske scenarie ville løbe tør for gas og olie i hhv. 1996 og 1994. Det skete så ikke. I deres alternative optimistiske scenarie ville festen slutte i hhv. 2023 og 2024, dvs. om 4-5 år. Det, ved vi nu, kommer heller ikke til at ske, og for få dage siden annoncerede Iran eksempelvis opdagelse af et nyt oliefelt med ca. 58 mia. tønder.
Voldsomme mængder
I det hele taget bliver man ved med at opdage voldsomme mængder, og de nye 58 mia. tønder i Iran er pudsige derved, at den amerikanske regering i 1920 estimerede de globale oliereserver til 60 mia. tønder. Siden 1920 har vi imidlertid brændt ca. 1000 mia. tønder, men i dag mener man ikke desto mindre, at der er ca. 1700 mia. tønder tilbage i undergrunden, haha. For 20 år siden mente man i øvrigt kun, at der var 1000 mia. tønder tilbage.
Så selvom vi stadig brænder mængder af olie af, stiger estimaterne af vores reserver alligevel år for år. Derfor har de aldrig været højere end lige nu, og det samme gælder i øvrigt estimaterne for vores reserver af naturgas.
Lars Tvede Borsen - HD 720p from Lars Tvede on Vimeo.
En dag vil det toppe, men egentlig tror jeg aldrig, vi vil løbe tør for hverken olie eller gas; for inden dette kunne ske, vil vi være skiftet til andre teknologier.
Energi i adskillige århundreder
Hvilke? Et bud kunne være metanhydrater, som formentlig kunne forsyne verden med alt dens energi i adskillige århundreder. Grundet klimabekymringer vælger vi næppe denne vej, men der er mange andre veje til energi, såsom vind og sol, som jo er i voldsom vækst. Specielt solpaneler bliver i øvrigt ekstra interessante, når de integreres næsten usynligt som soludnyttende tage, vægge og sågar vinduer, så bygninger bliver energineutrale eller endog energipositive.
Derudover er der sket stor produktudvikling inden for atomkraft, hvor man nu arbejder med små og sikre uran-reaktorer.
Også eksperimentel atomkraft er spændende; bl.a. har Bill Gates med flere udviklet et koncept for såkaldt traweling waves reaktorer, som vil være meget sikre og i øvrigt simple. Udviklerne mener, de hermed kan udvinde enorm energi fra oplagret atomaffald – faktisk kan man levere al strøm til USA’s 128 mio. husstande med forbrænding i et helt år ved travelling wave forbrænding af 410 tons affald. USA har 700.000 tons af dette – nok til strøm i 1700 år.
En golfkugle af thorium
Derudover er der kernefission baseret på thorium, som er en teknologi udviklet og testet med succes i 1960’erne. Thoriumrektorer er simple og kan ikke smelte ned eller eksplodere. Yderligere kan de fylde ned til ca. 1 pct. af, hvad traditionelle kernekraftanlæg fylder, og affaldet pr. enhed er tillige meget begrænset og mister sin radioaktivitet relativ hurtigt. Teknologispringet fra traditionelle kernekraftværker vil her svare lidt til at gå fra en gigantisk og ineffektiv mainframe computer fra 80’erne til din meget stærke, kompakte notebook computer.
Der er masser af thorium spredt ud over hele kloden og tilsammen nok til, at det kunne levere al klodens energi i tusinder år. Et moderne menneskes totale livstids forbrug af energi kunne her leveres med en golfkugle af thorium, og det relativ harmløse affald ville snarere fylde som en valnød.
Endnu vildere er kernefusion, som der arbejdes på i godt en snes eksperimenter verden over. Hvis – eller snarere når – det fungerer, kan et moderne menneskes samlede energiforbrug leveres af det deuterium, som findes i postevandet i et fyldt badekar – kombineret med det tritium, der er i to små notebook batterier. Og affaldet? Det er helium, som normalt bruges til at puste balloner op til børnefødselsdage.
Arbejdsindsatsen faldet 500.000 gange
Vi skaffer altså vor energi gennem innovation. Engang i den fjerne fortid var træ ikke en energikilde fordi man ikke havde opfundet en metode til at tænde et bål. Nu har vi den, og på samme måde kan vi omdanne eksempelvis thorium, deuterium og tritium til energikilder.
Den amerikanske økonom og Nobelprisvinder William Nordhaus beregnede i midten af 1990’erne, hvor meget tid man i stenalderen skulle arbejde for at lave et bål, der kunne producere en vis mængde lys. Derefter gentog han eksperimentet med stadig mere moderne teknologi, inklusiv i øvrigt med vor hvalolie. Hans beregninger viste, at arbejdsindsatsen for at producerede dette lys var faldet 500.000 gange. Og det falder i øvrigt stadig hastigt – bl.a. grundet LED, som har haft eksponentielt stigende effektivitet – et fænomen, der kaldes Haitz’ lov: For hvert årti falder prisen pr. lumen (lysenhed) genereret med LED nemlig med en faktor 10, samtidig med at mængden af lys, en LED enhed kan generere, stiger med en faktor 20 for en given bølgelængde (farve) af lys.
Noget tilsvarende er sket med den menneskelige indsats for at producere en given mængde varme, og summa summarum er min lykkelige konklusion, at vi aldrig behøver at løbe tør for energi. Altså aldrig, aldrig. For innovation er en eksponentiel proces, der ikke stopper.
