Vand i benene – sådan slipper du af med væsken

Det kan være alt fra livsfarligt til harmløst at have vand i benene. For de fleste er det bare hamrende irriterende. Bliv klogere på, hvorfor nogle ben hæver, og få tips til, hvordan du slipper af med den pokkers væske.

Vand i benene

VAND I BENENE – se her, hvordan du slipper af med det.

© iStock

Derfor svulmer dine ben – begge ben

Cyklus

Hævede ben er et tilbagevendende problem for nogle kvinder med præmenstruelt syndrom. Som regel vil du opleve, at din krop – det er nemlig ikke nødvendigvis kun dine ben – hæver op, før du får din menstruation, og falder ned igen i løbet af menstruationen. Man ved ikke, hvorfor nogle kvinders cyklus giver væskeansamlinger, men det skyldes sandsynligvis de skiftende hormonniveauer.

Overvægt

Svær overvægt kan give væskeansamlinger – også kaldet ødemer – i benene. Det er dog uvist, hvorfor overvægtige oftere døjer med hævede ben.

Nyresygdom

Hvis dine nyrer ikke er gode nok til at udskille affaldsstoffer, kan det nogle gange give sig til kende ved hævede ben. Det er dog en mindre almindelig årsag og vil som regel også være ledsaget af træthed.

Leversygdom

Problemer med leveren kan også give hævede ben, omend det kun sjældent vil være årsagen.

Graviditet

Rigtigt mange gravide oplever, at benene nærmest vokser sammen med maven. Det skyldes som regel, at den ekstra vægt lægger pres på blodårerne til benene. Det besværer blodomløbet, hvilket kan give væske i bentøjet. Vær opmærksom på, at pludseligt hævede ben efter 20. graviditetsuge også kan være et symptom på svangerskabsforgiftning, og så skal du reagere.

Bivirkning af behandling

Både strålebehandling i forbindelse med kræft og visse kalciumblokkere mod forhøjet blodtryk kan give hævelser i benene. Skyldes væskeansamlingerne noget medicin, vil der som regel være god mulighed for at prøve et andet medikament, der ikke udløser samme bivirkninger.

Veneklapper

Åreknuder (i det ene eller begge ben)

Har du åreknuder, skyldes det sikkert, at dine veneklapper svigter. Veneklapper findes i dine vener og kan beskrives som små låger, der kun kan åbne én vej – opad. Klapperne er en del af din venepumpe, der sørger for at sende afiltet blod fra dine ben tilbage til hjertet. Hvis veneklapperne ikke fungerer, ophobes der for meget blod i dine vener. Dette kan få venen til at udvide og sno sig, hvilket kan føre til åreknuder og hævede ben.

Cirka 5 pct. af alle voksne danskere får åreknuder, der hæmmer deres blodomløb.
— Sundhed.dk

Varme

Vokser dine ben, når vejret bliver varmt, er det helt naturligt. Det skyldes, at dine blodkar udvider sig i varmen, hvilket giver ekstra tilstrømning af væske, som kan resultere i både hævede ben og hænder.

Hjertesvigt

Særligt ældre kan opleve, at deres ben hæver op, når deres hjertes pumpefunktion forringes. Hævelsen kommer af, at blodet “strander” for længe og giver væske i benene. Er der tale om hjertesvigt, vil de hævede ben ofte være ledsaget af træthed, forringet kondition, hoste og åndedrætsbesvær.

Manglende aktivering af venepumpen

Kort beskrevet er venepumpen et system, der modarbejder tyngdekraften og fører blod tilbage fra benene og op til hjertet. Lange flyrejser, længere tid i sygesengen eller et job, hvor du fx står meget stille, kan forstyrre din venepumpe.

Når du ikke bevæger dig, lukker klapperne. Står du, eller sidder du stille i mange timer ad gangen, bliver transporten af blod væk fra benene derfor langsommere. Det øger trykket i dine vener, hvilket kan få væske til at sive ud i vævet og give hævede ben. Med tiden kan inaktivitet svække og ødelægge dine veneklapper.

LÆS OGSÅ: Har du uro i benene (RLS)?

Når du bevæger dig, klemmer benmusklerne derimod på dine vener, hvilket får veneklapperne til at åbne, så blodet kan presses opad.

Tip: Tryk på punkterne for at læse mere
Venepumpe

Vene

Transporterer afiltet blod tilbage til hjertet

Aktiv benmuskel

Klemmer på venen. Det åbner klapperne, så blodet kan løbe opad og retur til hjertet.

Arterie

Transporterer iltet blod fra hjertet og ud i kroppen.

Inaktiv benmuskel

Veneklapperne er lukkede, så blodet ophobes i dine vener. Det kan presse væske ud i benet, som så hæver.

Derfor svulmer dine ben – kun det ene ben

Blodprop i benet

En blodprop blokerer, som navnet næsten antyder, gennemstrømningen af blod, og det vil give hævelse. Der er to typer blodpropper, der kan ramme dit ben. Begge er alvorlige.

Blodprop i en vene: Denne type er den mest almindelige. Risikoen for en blodprop i venerne stiger, hvis du har været inaktiv længe – fx ligget syg eller siddet på et fly – ligesom kvinder, der tager p-piller også har en let øget risiko. En blodprop i benets vene kan være livsfarlig, fordi den kan vandre op i lungen og potentielt blive dødelig. Søg læge, hvis du oplever nogle af de følgende symptomer:

  • Hævelse, rødme og varme i benet eller evt. foden.
  • Dine lægmuskler føles fastere end normalt.
  • Dine blodårer på benet er ekstra tydelige og “strutter”.

Blodprop i en pulsåre: En blodprop i en pulsåre skyldes næsten altid åreforsnævring. Det er en livstruende tilstand, så ring straks 112, hvis du oplever, at:

  • Dit ben er koldt, blegt, gør ondt og bliver følelsesløst.

Kilde: Hjerteforeningen

Infektion

Betændelse i huden kan få det ramte ben til at hæve op. Som regel vil det samtidig blive rødt og ømt. I reglen vil betændelsen have fundet vej ind i huden gennem et sår, men det er ikke altid muligt at lokalisere indgangsporten. En betændelse i huden kan behandles med antibiotika.

Sådan slipper du af med væsken

Dyrk motion

Regelmæssig motion er et af de bedste tiltag, du kan kaste dig over for at forebygge hævede ben. Du får nemlig aktiveret venepumpen og dermed sat godt gang i blodomløbet, når du motionerer. Motion er også med til at forebygge både forhøjet blodtryk, hjerte-kar-sygdomme og overvægt, hvilket også vil gavne venerne. Særlig godt er motion, hvor du aktivt bruger dine ben, fødder og ankler, fx løb, cykling, badminton og gang – eller hvad med at finde sjippetovet frem?

Brug kompressionsstrømper

Til både lange flyveture, og hvis du har åreknuder, kan kompressionsstrømper måske hjælpe dig. I sundhedssystemet benyttes kompressionsbehandling til netop at forhindre ophobning af væske. Her lægges en stram bandage, hvilket øger blodgennemstrømningen og sænker trykket i venerne. Det er denne behandling, du kan prøve at efterligne med medicinske kompressionsstrømper.

Variér din arbejdsstilling

Hvis du har et arbejde, hvor du enten sidder ned eller står op hovedparten af tiden, er det vigtigt at forsøge at variere stillingen og få aktiveret din venepumpe.

  • Står du meget op, så se, om du kan snige dig til at sidde, eller sørg for at gå runder, når du har mulighed for det.
  • Sidder du meget ned, så hent din kaffe ved den fjerneste kaffeautomat, brug dit hæve-sænke-bord, og sørg for at sidde og vippe lidt med fødderne under skrivebordet. Når du sidder, så undgå at gøre det med krydsede ben.

LÆS OGSÅ: 5 gode vaner til hverdagen, som gavner din krop

Lav venepumpeøvelser

Skyldes dine hævede ben åreknuder eller problemer med venepumpen, kan du lave øvelser, der er udviklet specielt til at aktivere venepumpen. For mange vil det at dyrke mere motion og komme mere op at stå og gå i al almindelighed dog være lige så effektivt.

Bækkenløft
© iStock

Bækkenløft

Lig på ryggen med bøjede ben. Løft bagdelen op fra underlaget, og sænk langsomt. Gentages 5-10 gange

Venepumpeøvelse
© iStock

Bøj og stræk knæ – og fodled

Lig med bøjede ben. Stræk det ene ben op i luften, og hold evt. om knæhasen. Bøj og stræk i knæet 10-15 gange, og bøj og stræk så i fodleddet 10-15 gange. Gentag med det andet ben.

Tal med lægen om vanddrivende medicin

Er du meget generet af hævede ben, findes der vanddrivende medicin. Ofte vil lægen dog først kigge på, om der er ting i din livsstil, der kan justeres, som vil give samme effekt. Det vil fx kunne være mere motion og mindre salt.

Spis mindre salt

Salt binder væske i kroppen, og et stort forbrug kan få dine ben til at svulme yderligere, hvis du allerede har tendens til det. For ældre mennesker med hjertesvigt og for nogle kvinder med væske i benene i forbindelse med cyklus vil det at reducere mængden af salt i maden kunne give gode resultater. I det hele taget bør du overholde de officielle anbefalinger om saltindtag. Du skal helst ikke have mere end 5-6 g om dagen, hvilket de færreste af os gør, da det meste af det salt, vi spiser, gemmer sig i forarbejdede madvarer som brød, kødpålæg og fastfood.

TIP! Hvis du spiser som de fleste af os, skal du have ½ tsk. mindre salt dagligt. Det kan du fx opnå ved at skifte to madder med ost og skinke ud med havregryn eller yoghurt med frugt.

LÆS OGSÅ: Hvor meget salt har du brug for?

Op med stængerne

Skal der ske noget nu og her, kan du forsøge dig med at få benene i vejret. Ofte er det din krops system mod tyngdekraften, der svigter, når benene svulmer, så noget så lavpraktisk som at få tyngdekraften til at arbejde for dig i stedet for imod dig kan faktisk være virksomt.

TIPS! Smæk stængerne i vejret – fx op ad en træstamme, væg eller dør (du har sikret dig, ingen åbner). Tyngde- kraften vil lede væske væk fra benene.

LÆS OGSÅ: Sådan slipper du af med dårlig ånde

Kilde: Lars Bjerrum, professor i almen medicin, Københavns Universitet

Artiklen blev bragt i I FORM nummer 10/2021