Oplys indkomster fra corona-relateret arbejde

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Hvis du eller din ægtefælle eller samlever har ydet en ekstra indsats i forbindelse med corona-situationen, må det ikke få betydning for din folke-, førtids- eller seniorpension. 

Derfor skal du, hvis du er pensionist, og du eller din ægtefælle eller samlever har udført corona-relateret arbejde, oplyse de corona-relaterede indkomster til Udbetaling Danmark, så opgørelsen af din pension bliver beregnet på det korrekte grundlag.

Hvis du er folkepensionist, så har du et bundfradrag på 122.004 kr. om året, før dit pensionstillæg bliver påvirket. Derfor skal du kun oplyse de corona-relaterede indkomster, hvis du samlet set har en arbejdsindkomst, der overstiger 122.004 kr. om året. Læs mere om bundfradrag og pensionstillæg:

Reglerne gælder:

  • Pensionister, som får øget indkomst fra corona-relateret mer- og overarbejde, eller indkomst fra et nyt, corona-relateret arbejde.
  • Pensionisters ægtefæller og samlevere, som får øget indkomst fra corona-relateret mer- og overarbejde. 

Reglerne gælder både offentligt og privatansatte, inklusive deltidsansatte, som har haft øgede indkomster fra corona-relateret mer- og overarbejde eller nyt arbejde i perioden fra marts 2020 og frem til og med december 2022. 

Indkomsterne skal være tjent som lønmodtager i en virksomhed i Danmark, EU/EØS, Schweiz eller Storbritannien.

Reglerne gælder ikke:

  • Corona-relateret merarbejde opnået ved selvstændig virksomhed.

Hvad er corona-relateret mer- og overarbejde?

Mer- eller overarbejde omfatter alt arbejde, der går ud over det aftalte i forhold til ansættelseskontrakten, og som giver ret til betaling for det ekstra arbejde. Det vil sige, at der også skal ses bort fra bonusser og særlige tillæg, der direkte kan knyttes op på den ekstra arbejdsindsats.

Denne merindkomst kan der ses bort fra ved den endelige opgørelse af pension, hvis merindkomsten kan knyttes til et corona-relateret arbejde. 

Er der i ansættelsesforholdet ikke en aftalt arbejdstid - som fx ved vikararbejde eller ansættelse på timebasis - kan der ikke ses bort fra merindkomsten. 

Muligheden for at se bort fra indkomsten fra corona-relateret mer- og overarbejde gælder for pensionisten selv, og hvis det er pensionistens ægtefælle eller samlever, som har øget indkomst fra corona-relateret mer- og overarbejde. 

Hvad er nyt, corona-relateret arbejde?

Ved nyt arbejde menes, at du som pensionist ikke havde dette corona-relaterede arbejde før 1. marts 2020. 

Når der er tale om et nyt, corona-relateret arbejde, kan der ses bort fra hele indkomsten fra dette arbejde, og ikke kun merindkomsten.

Denne mulighed gælder kun for pensionister. 

Eksempler på corona-relateret arbejde

Corona-relateret arbejde kan fx være:

  • Smitteopsporing
  • Testarbejde
  • Vaccinationer
  • Behandling, pleje og omsorg af patienter, plejehjemsbeboere og beboere i botilbud
  • Transport af mink og vacciner
  • Produktion af værnemidler

Hvad betragtes ikke som corona-relateret arbejde?

Arbejde uden relation til corona-situationen er ikke omfattet af reglerne. 

Det gælder fx arbejde i virksomheder, der generelt har oplevet øget efterspørgsel - fx udbringning af madvarer fra takeaway eller netbutikker, sommerhusudlejning og håndværkere mv.

Der kan heller ikke ses bort fra indkomster, der er indtjent ved ansættelse, der er etableret som led i den generelle mangel på arbejdskraft - som fx generel rekruttering af personale på social- og omsorgsområdet - eller til ansættelse, der skal dække ind for kollegaer, der er syge, fx med corona. For at Udbetaling Danmark kan se bort fra indkomsten, skal arbejdet være direkte relateret til corona.

Herudover gælder reglerne ikke corona-relateret merarbejde, opnået ved selvstændig virksomhed.

Start Oplys indkomster fra corona-relateret arbejde

Dette skal du have klar, før du kan oplyse dine corona-relaterede indkomster

Når du skal oplyse de corona-relaterede indkomster, skal du have følgende dokumenter klar:

  • Lønsedler for de måneder, du eller din ægtefælle/samlever har haft corona-relaterede indkomster
  • En underskrevet arbejdsgivererklæring

Arbejdsgiver skal udfylde en arbejdsgivererklæring

Din eller din ægtefælle/samlevers arbejdsgiver skal udfylde og underskrive nedenstående arbejdsgivererklæring, som du skal vedhæfte til Udbetaling Danmark, når du oplyser de corona-relaterede indkomster i selvbetjeningsløsningen. Du kan fx vedhæfte arbejdsgivererklæringen som pdf eller som billede.

Sådan gør du

Når du har alle dokumenter klar, oplyser du indkomsterne til Udbetaling Danmark. Du skal:

  • oplyse den corona-relaterede indkomst per måned efter AM-bidrag og før skat,
  • vedhæfte lønsedler for de måneder, der har været corona-relaterede indkomster,
  • vedhæfte den underskrevne arbejdsgivererklæring, og
  • skrive under på, at oplysningerne er korrekte.  

Udbetaling Danmark kan ikke se bort fra beløbene i den løbende beregning af pension. Vi ser udelukkende bort fra beløbene i opgørelsen af pension, som finder sted hvert år fra juni måned. Derfor skal du først oplyse dine indkomster, når året er gået. 

Indkomster, som er udbetalt i 2022

Hvis du senest den 8. maj 2023 har oplyst corona-relaterede indkomster, der er udbetalt i 2022, indgår oplysningerne i opgørelsen af pension for 2022, som Udbetaling Danmark sender ud fra maj måned 2023.

Får Udbetaling Danmark oplysningerne senere, bliver sagsbehandlingstiden længere. 

Indkomster, som er udbetalt fra 1. marts 2020 – 31. december 2021

Har du endnu ikke oplyst corona-relaterede indkomster fra 2020 og 2021, skal du kontakte Udbetaling Danmark. 

Når Udbetaling Danmark gør din pension op, ser vi i indkomstgrundlaget bort fra indkomster fra corona-relateret nyt arbejde eller mer- eller overarbejde, som er udbetalt og beskattet fra 1. marts 2020 frem til 31. december 2022.

Udbetaling Danmark ser bort fra indkomsterne i beregningen af grundbeløb, pensionstillæg, varmetillæg, mediecheck og ældrecheck. Der ses ikke bort fra indkomsten i forhold til helbredstillæg. 

Hvis den samlede opgørelse af din pension viser, at du er berettiget til at få en udbetaling, vil det fremgå af brevet med din endelige opgørelse af pension.

Kontakt Udbetaling Danmark, Pension